NYHEDER

Dorthe M. Jeppesen møder DMJ RUBENS igen i San Francisco - efter at de ikke har set hinanden i syv år.
Emily Siqueira (USA) og DMJ RUBENS på 20 år. Klik på billedet og se det i fuld størrelse.
DMJ RUBENS og hans ejer Frederica Lofquist (USA). Klik på billedet og se det i fuld størrelse.
Fairwind Farm er et annerkendt varmblodsstutteri og ridecenter med perfekte dressur faciliteter, som er smukt placeret i bakkerne ved Petaluma i Californien.
DMJ RUBENS i sin boks på det dejlige ridecenter, Fairwind Farm, som ligger lidt nord for San Francisco i USA.
DMJ RUBENS har altid spillet en stor rolle i mit liv. Jeg er dybt taknemmelig for alle de gode minder, som forbinder mig med denne dejlige hest.
DMJ RUBENS ser stadig godt ud i en alder af 20 år og har et vidunderligt liv i USA, hvor han tilbringer mange timer hver dag ude på folden.
Jeg er ubeskrivelig glad for at se DMJ RUBENS igen - og så i disse smukke omgivelser med så mange dejlige mennesker omkring ham. Det er bare fantastisk.
DMJ RUBENS var min yndlingshest i 12 år, inden vi solgte ham til Tyskland og desværre mistede kontakten til ham.
Fairwind Farm er også hjemsted for den kendte, nu 25-årige, tyske avlshingst Donnerschlag e. Donnerhall, der ligesom DMJ RUBENS, alderen taget i betragtning, ser blændende godt ud.

 

 

  

DMJ RUBENS fylder 20

 

Vi er nu hjemme igen efter en fantastisk tur til San Francisco i USA, hvor vi har besøgt en af vores tidligere heste, nemlig den stadigt meget smukke, sorte Hannoveraner, DMJ RUBENS (e. Rubinstein I og statspræmiehoppen Dara Divina e. Darling), som her i foråret 2012 fejrer sin 20-års fødselsdag.

 

Lidt om hans historie: I 1993 købte vi DMJ RUBENS, direkte hos avleren i Tyskland, da han var 1 år gammel. På det tidspunkt var der flere, som viste interesse for denne lovende hingsteplag, deriblandt den kendte ”Reitmeister” Herbert Rehbein (GER), som også senere interesserede sig for DMJ RUBENS karriere.

 

Opvæksten tilbragte DMJ RUBENS i vores løsdriftsstald i Danmark, og i 1995 som 3-årig deltog han i Hingstekåringen i Herning (DEN). I de efterfølgende måneder blev han tilredet af den dygtige berider, Claus Sørensen (DEN), der i dag bl.a. også står bag den succesrige rytter, Anna Kasprzak (DEN). Allerede i denne tidlige tilridningsfase var der stor ros fra Claus Sørensens side til DMJ RUBENS for hans smidighed, høje ridelighed og gode grundgangarter samt ikke mindst hans særdeles gode temperament.

 

Efter den korte tilridningsfase i foråret som 3-årig fik DMJ RUBENS en velfortjent pause sommeren over. Ved siden af en sund opvækst lægger vi stor vægt på ikke at forcere vores unge heste. DMJ RUBENS blev derfor i de efterfølgende 2 år uddannet alderssvarende med en moderat træningsintensitet.

 

I sommeren 1997 kom DMJ RUBENS, 5 år gammel, i træning i Tyskland hos Grand Prix-rytteren Martina Hannöver-Sternberg (GER), som forinden selv havde fejret store triumfer med DMJ RUBENS far, den legendariske stempelhingst Rubinstein I. Den ydre lighed mellem DMJ RUBENS og Rubinstein I var ikke til at overse, og flere gange har vi glædet os over de positive tilbagemeldinger, som vi løbende har modtaget gennem årene for denne smukke og meget iøjnefaldende ekvipage.

 

Over en periode på 8 år uddannede og startede Martina Hannöver-Sternberg med succes DMJ RUBENS ved flere nationale og internationale stævner i ind- og udland. Ekvipagen opnåede mange nationale og internationale sejre og placeringer, til og med de svære dressurklasser. Vi har altid sat stor pris på Martina Hannöver-Sternbergs uddannelses-metoder, hvormed hun professionelt og hestevenligt har gennemført hele uddannelsesforløbet fra L til S.

 

I 2005 besluttede vi os for at sælge DMJ RUBENS til en talentfuld juniorrytter i Tyskland. Efter salget mistede vi lidt hen ad vejen kontakten til DMJ RUBENS, som i mere end 12 år havde spillet en stor rolle i vores liv.

 

I 2009 hørte vi så ved et tilfælde, at DMJ RUBENS i mellemtiden var blevet solgt videre og i den forbindelse var blevet kastreret, hvilket havde medført komplikationer, som han desværre ikke overlevede. Det var selvfølgelig en meget trist meddelelse at få om en hest, som havde en helt speciel plads i vores hjerter.

 

Egentligt troede vi så, at vores eventyr med DMJ RUBENS sluttede her. Men så en sen vinteraften i 2011, hvor vi igen sad og talte om DMJ RUBENS, søgte vi lidt for sjov efter videoer af ham på YouTube og fandt tilfældigvis en video fra 2007, hvor DMJ RUBENS blev redet af en for os ukendt rytter på Stutteri Grönwohldhof i Tyskland. Vi formodede, at dette kunne være DMJ RUBENS sidste ejere og henvendte os til ejeren af den pågældende YouTube Channel i håbet om måske at få lidt mere viden om den sidste tid i hans liv.

 

Overraskelsen var derfor stor, da vi allerede næste morgen fik svar fra San Francisco (USA) om, at DMJ RUBENS levede derovre i bedste velgående, og at de nye ejere var utroligt glade for ham. At få en så uventet og særdeles positiv tilbagemelding om en hest, som vi troede ikke var her mere, var for os næsten som at blive født på ny. Glæden var i hvert fald stor, og som korrespondancen til USA udviklede sig, stod det snart klart, at vi måtte over at besøge ham og hans nye familie.

 

I april 2012 blev det så en realitet. Efter 12 timers flyvetur og nogle dejlige dage i det berømte vinområde Napa Valley, som ligger blot en times kørsel fra DMJ RUBENS nye hjem, havde vi fornøjelsen af at møde alle de søde mennesker, som i dag er involveret i DMJ RUBENS liv i USA.

 

Først og fremmest ægteparret Phoebe Lang og Sanjay Bagai, som i 2007 købte DMJ RUBENS i Tyskland til deres datter og efterfølgende importe-rede ham til USA. I løbet af karantænetiden besluttede de nye ejere sig for at lade DMJ RUBENS kastrere, så de kunne slippe for den lange karan-tænetid, der er på hingste, som importeres til USA, og dermed hurtigere kunne få ham hjem på deres imponerende ridecenter, ZEITGEIST EQUESTRIAN (se videoen her), nord for San Francisco. Kastrationen medførte desværre svære komplikationer, som DMJ RUBENS dog heldig-vis overlevede.

 

Dernæst den engagerede dressurrytter, Frederica Lofquist (USA), som i dag ejer DMJ RUBENS og virkelig giver ham et liv, som det kun er få heste forundt at have. De passer bare perfekt sammen og deltager bl.a. med stor succes i dressurkurser hos velrenommerede dressurtrænere som Arthur Kottas (AUT) og Alex Steiner (GER). Vi håber, at Frederica Lofquist og DMJ RUBENS må få rigtig mange gode år sammen endnu – ligesom vi har haft det med ham. De er som skabt for hinanden…

 

En uvurderlig brik i spillet er helt sikkert også den erfarne dressurtræner og velansete S-Dressur dommer, Sue Curry (USA), som i dag har DMJ RUBENS opstaldet på sit dejlige ridecenter, Fairwind Farm, og sammen med sin søde medhjælper, Emily Siqueira (USA), hjælper Frederica Lofquist og DMJ RUBENS i den daglige træning med råd og vejledning. Sue Curry har  stor erfaring med ældre heste, idet hun selv ejer den kendte, tyske avlshingst Donnerschlag, som i dag er 25 år gammel, og ligesom DMJ RUBENS, alderen taget i betragtning, stadig ser blændende godt ud.

 

Vi vil hermed gerne takke for den utrolige, hjertelige modtagelse, som vi oplevede i USA. Det har været os en stor glæde at lære jer alle at kende og se, hvor godt det går DMJ RUBENS.

 

DMJ RUBENS ønsker vi rigtig hjertelig tillykke med hans 20-års fødselsdag den 20. maj 2012 og håber, han må få rigtig mange gode år endnu…

     

 

 

 

 

>>>Læs flere nyheder her 

 

 

Hvis du har kommentarer eller feedback

kan du sende en e-mail tilinfo@dmjhorses.com